Haurum-Sall Centralskole var en folkeskole, der lå i den østlige ende af Sall. Den blev oprettet i 1963 ved sammenlægning af de tidligere skoler i Haurum og Sall. Der var fire skoler i det hele, idet der var både forskole (1-2 klasse) og hovedskole (3-7 klasse) i hver af de to byer. Forskolen i Haurum blev dog bevaret indtil 1967.
Skolen omfattede i de første år klasserne 1 – 7. Senere kom der en børnehaveklasse til, inden 7. klasse blev nedlagt i 2006. Skolens elevtal varierede gennem årene mellem ca. 80 og 150. Der var ca. 10 lærere og pædagoger tilknyttet skolen.
Den 29. januar 2008 besluttede byrådet i Favrskov kommune, at nedlægge Haurum-Sall Centralskole med udgangen af skoleåret 2008/9. Men som så mange andre steder i landet, tog forældrene initiativ til oprettelse af en friskole.
Den 28. februar 2008 var der stiftende generalforsamling i den nye Frijsendal friskole, som startede undervisningen den 10. august 2009.